Terapi

De fleste mennesker oplever på et tidspunkt, at livet føles svært og uoverskueligt.

De fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt, at livet gør ondt og er svært at håndtere. Det kan være, at du befinder dig i en livskrise, eller at du føler trang til forandring og selvudvikling. I begge tilfælde kan en psykolog hjælpe.

Som navnet hentyder til har Familiepsykolog Fyn fokus på familien som helhed, og tilbyder derfor samtaleforløb til familier. Her er fokus blandet andet på evnen til at mentalisere; dvs evnen til at sætte sig i andres sted og se bag om adfærd ud fra tanker og følelser.

Terapi – for hvem og hvordan foregår det?

Hvorfor opsøge en psykolog?

De fleste mennesker oplever på et tidspunkt, at livet føles svært og uoverskueligt. Ofte kan årsagen forekomme uklar, du ved ikke lige hvad det er, men noget forhindrer dig i at leve fuldt ud. Andre gange kan der være tale om tab og kriser, så som dødsfald, fysisk eller psykisk sygdom, stress, problemer i parforholdet, eller andre belastninger i privat- eller arbejdslivet.

Nogle gange kan vi selv håndtere de svære perioder af egen kraft. I andre tilfælde kan det være vanskeligt at komme videre. Man kan føle, at man står fast eller står alene. Du kan læse mere om hvornår det kan være en god ide at opsøge en psykolog i denne artikel.

Mange klienter udtrykker en usikkerhed om, hvad de kan forvente, når de beslutter sig for at opsøge en psykolog. Mange spørger også, om det kræver noget særligt af én selv.

Hvordan foregår det?

Den første samtale bruges på, at undersøge den problematik du kommer i terapi med. Jeg vil derfor forholde mig lyttende og spørgende, imens du folder din historie ud. Herefter vil jeg vurdere, hvordan jeg bedst muligt kan hjælpe dig. Længden af et terapeutisk forløb varierer meget. Nogle gange kan et par samtaler være nok, andre gange planlægger vi sammen et forløb, af længere tids varighed. Vi tager udgangspunkt i dine problemstillinger og arbejder ud fra de mål, du måtte ønske at sætte.

Det kan ligeledes variere, hvor lang tid der går imellem samtalerne. Dette afhænger af bl.a. af problemstillingen, dine personlige ressourcer og motivation. Det er muligt, at jeg giver dig nogle øvelser/opgaver med hjem, som du skal arbejde med fra gang til gang. Terapi kræver således parathed til at kigge indad, motivation til forandring, og ikke mindst åbenhed og ærlighed.

For de fleste er det en meget stor beslutning, at vælge at gå i terapi, og det tager jeg selvfølgelig hensyn til. Terapiforløbet afsluttes gerne i fællesskab mellem dig og mig, hvor vi begge to vurderer, om det giver mening af afslutte forløbet.